To tilskadekomne i ulykke
To kvinder på henholdsvis 53 og 62 år kom til skade, da de og en renovationsbil kørte galt lørdag eftermiddag på Landevejen ud for Trønningevej ved Tuse. Den 53-årige kvinde blev fløjet til Rigshospitalets traumecenter med brud på bækkenet, mens den 62-årige blev behandlet på skadestuen på Holbæk Sygehus, skriver nordvestnyt.dk.
Renovationsbilen kom kørende på Landevejen mod Kalundborg med den 53-årige kvinde i en personbil foran sig, da renovationsbilen ramte den forankørende og skubbede den over i modsatte vejbane, hvor den ramte bilen med den 62-årige kvinde bag rattet. Renovationsbilen væltede om på siden ved ulykken, men chaufføren slap uskadt.