Truck- og powerpull ved Randers
Lørdag 1. juni inviterer Danske Fragtmænd-firmaet Bach & Pedersen og OS-Trading til truck- og powerpull i Øster Bjerregrav ved Randers.
Arrangementet har karakter af landskamp mellem Danmark og Holland. På plakaten er også almindeligt traktor- og havetraktortræk – med mulighed for at medbringe egen havetraktor og give naboen kamp til stregen.
Sidste år var arrangementet et stort tilløbsstykke med 2200 tilskuere, der oplevede de store flotte lastbiler med op til 2000 hestekræfter og en V8–lyd, der gør enhver trucker blød i knæene.
Forventningerne til det kommende stævne er derfor betydelige hos hovedarrangør Bach & Pedersen Fragt.
Håber på 3500 tilskuere
»Vi håber, at vi får endnu flere tilskuere i år og mener, at 3500 er et realistisk bud. Med de mange hestekræfter, motorlarmen og røgskyerne er der en stor oplevelse i vente, uanset om du er 5 eller 85 år«, siger fragtmand Carsten Pedersen.
Han deltager selv med bilen Berta i truckpulling-konkurrencen. Her gælder det om hurtigst muligt at trække en ”slæde”, der med jern gradvis gøres tungere, helt op til 25 tons.
»Jeg er dybt fascineret af, at man er i stand til at bygge lastbiler, der kan trække så utroligt meget. Og samtidig er det helt specielt at køre med så stærke maskiner«, tilføjer Carsten Pedersen.
Ti hollandske hold
Fragtmanden henter i år 10 deltagere fra Holland, hvor truckpulling er en etableret motorsport med store sponsorbeløb med 60 hold, mens sporten i Danmark stadig er forholdsvis ny. De foreløbigt blot tre danske truckpulling-udøvere er alle med i stævnet ved Øster Bjerregrav.
Det finder sted på Østervang 13, 8920 Randers NV lørdag 1. juni fra kl. 11 til 18.00. Alle er velkomne og entréen koster 75 kr.
[add:386]