23948sdkhjf

Cabotage-liberalisering næppe fra 2014

EU’s transportkommissær, Siim Kallas, tvivler nu helt åbenlyst på, at en liberalisering af cabotage-reglerne kommer inden for de næste par år. Det fremgår af en udtalelse tirsdag oven på aktiviteter imod cabotage fra ETF, det europæiske forbund for transportarbejdere.

»Det er klart, at cabotage-reglerne skal udvikle sig på langt sigt, men det skal gøres ordentligt og i samråd med alle interessenter. Denne proces er kompleks, og det tager tid - hvilket gør det vanskeligt at behandle dette spørgsmål i denne Kommissions levetid,« udtaler Siim Kallas via sin talsperson Helen Kearns.

Den nuværende EU-Kommission sidder på posten frem til udgangen af 2014. I stedet betoner talsperson Helen Kearns, at det vigtigste på kort sigt er at sikre håndhævelsen af de nuværende regler og at gøre det europæiske transportmarked bedre til at håndtere ikke mindst de sociale udfordringer til gavn for både de ansatte i transportbranchen og EU’s samlede økonomi.

Hos de danske vognmænd i DTL og den skandinaviske sammenslutning NLA vejrer man morgenluft oven på meldingen fra EU-kommissæren.

»Det vil i givet fald være helt i tråd med, hvad NLA har arbejdet intensivt hen imod. Til gengæld kan vi nok forvente konkrete forslag om bedre anvendelse af de gældende regler, herunder sanktioner, og større hensyntagen til sociale forhold,« siger direktør for NLA Søren H. Larsen.

»NLA kan kun bifalde, at der nu fra EU kommer tiltag, der forholder sig aktivt til den alvorlige situation i markedet, som også kom til udtryk på det seneste møde blandt EU's transportministre,« udtaler Søren H. Larsen.

[add:338]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064