Her kommer Holger til Skjern
»Opmærksomheden har været enorm, og også langt større, end vi havde regnet med.«
Sådan siger vognmand Karsten V. Olesen, der torsdag morgen kl. 8.30 rullede ind i Skjern efter firmaets hidtil mest særprægede opgave – og med en meget speciel vare på blokvognen.
Nationalklenodiet Holger Danske skulle flyttes fra Hotel Marienlyst i Helsingør (ikke at forveksle med den udgave af Holger Danske, der sidder under Kronborg) til den vestjyske provins.
Måtte først graves ud
Operationen startede tirsdag, hvor firmaet sendte en bil til Helsingør for at begynde udhugningen af statuen fra det betonfundament, som Holger Danske blev støbt ned i tilbage i 2008 for at stabilisere ham.
[pic:19984]Onsdag formiddag ankom Karsten V. Olesen selv til Helsingør, hvor den sidste klargøring blev foretaget inden pålæsningen på sengetraileren. Onsdag kl. 15 var det afgang fra Nordsjælland i adstadigt tempo mod Kalundborg.
»Vi har kørt på specialrute hele vejen, fordi vi havde en samlet transporthøjde på 4,8 meter. Derfor måtte vi også tage færgen til Aarhus,« forklarer Karsten V. Olesen.
»Det tog godt og vel 4,5 time at køre til Kalundborg. Når vi gjorde holdt undervejs for lige at tjekke og stramme båndene, blev vi hurtigt omringet af bilister, der skulle tage billeder, og journalister har været på telefonen hele tiden. Vi havde godt nok ikke lige regnet med den kæmpe medie-dækning,« konstaterer Karsten V. Olesen.
16 ton i det hele
Selve statuen af Holger Danske vejer omkring to ton – men han sidder på et fundament af bl.a. granitsten og en granitplade, og det banker totalvægten op på 16 ton. Og selvom der i første omgang var forlydender om misforståelser omkring den nøjagtige vægt, så fortæller Karsten V. Olesen, at der var styr på operationen hele vejen.
[pic:19985]»Auktionshuset havde sat vægten til to ton, men vi vidste udmærket godt, at han samlet set vejede mere, og at vi først skulle have gravet ham fri. Derfor sendte vi en mand derover allerede tirsdag for at gøre forarbejdet,« forklarer Karsten V. Olesen.
»Vi løser jo mange specialopgaver, og hverken vægten eller størrelsen var noget specielt. Men på grund af omstændighederne er det da nok det mest specielle, vi nogensinde har prøvet. Men alt gik heldigvis fuldstændig efter planen,« fortæller vognmanden fra Skjern.
Skal være lokalt vartegn
Holger Danske blev købt af ejendomsmægleren Jørgen Axelsen fra Skjern for 3,2 millioner kroner, og det er endnu ikke besluttet, præcis hvor han skal placeres i byen.
»Nej, om det skal være det ene eller andet torv, eller hvor det skal være, har de ikke helt fundet ud af. Så han kommer nok til at stå på blokvognen nogle dage endnu,« konstaterer Karsten V. Olesen.
Og er der nogen, der skal have flyttet et nationalklenodie, så kan de bare ringe til vognmanden fra Skjern – nu har han i hvert fald rutinen.
[add:403]
[add:404]