Chauffører benådet i færge-sag
I januar 2012 blev tre chauffører fra Frank Nørager A/S idømt store bøder samt betinget frakendelse af kørekortet i byretten i Hjørring på baggrund af nogle mindre overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne.
Nu har Vestre Landsret i Viborg imidlertid lempet dommen over chaufførerne, der slipper for den betingende frakendelse af deres kørekort, og bødestørrelserne lander på et niveau mellem 1500 og 4000 kroner.
Sagerne begyndte, da chaufførerne rullede om bord på færger til forskellige destinationer. Ifølge reglerne skal en chauffør holde et 11 timer langt hvil om dagen. Imidlertid findes der en ”færgeregel”, som betyder, at en chauffør må bruge en time af hviletiden på at køre af og på en færge. I tilfældet med de tre chauffører mente myndighederne ved en efterfølgende kontrol, at chaufførerne havde brugt mellem 65 og 75 minutter på til- og frakørsel, hvor 60 minutter er maksimum.
Imidlertid var der gode forklaringer på overskridelserne. I det ene tilfælde blev chaufføren eksempelvis forsinket 50 minutter i tolden og bagefter af en spirituskontrol. Det betød sammenlagt 15 minutters overskridelse af ”færgetiden”. En anden chauffør fandt de første to rastepladser optaget og blev fem minutter forsinket, før han fandt en parkeringsplads i et industrikvarter.
Lettede chauffører
»Jeg er selvfølgelig glad for, at vi i sidste ende fik ret, men egentlig gør den klokkeklare dom mig også noget harm. Den stivhed og automatik, vi bliver behandlet med i byretterne og på landevejene, frustrerer på den baggrund endnu mere,« siger direktør Mikael Schmidt hos Frank Nørager A/S, hvor chaufførerne stadig er ansat.
»Jeg håber virkelig, dommen vil være med til at give chauffører og vognmænd en bedre hverdag. Ingen branche vil eller bør stå model til at blive jagtet for småfejl og bagateller. Chaufførerne er meget lettede over resultatet, men det har været et hårdt pres for dem at have betingede frakendelser hængende over hovedet så længe,« fortæller Mikael Schmidt.
Sjælden princip-sejr
Sagen blev ført til landsretten af ITD som en principsag. Og her glæder man sig over én af de sjældne ”sejre” ved domstolene.
»Dommen er et tegn på, at det godt kan lade sig gøre at få danske domstole til at tage hensyn til formildende omstændigheder og menneskelige fejl i sager om køre- og hviletid. Ved bevidst snyd skal der slås hårdt ned, men her har chaufførerne faktisk forsøgt at holde sig inden for tidsgrænsen, og så kan der jo ikke være tale om grove overtrædelser,« siger chefkonsulent Lars Nielsen fra ITD.
»De forhold tager Vestre Landsret hensyn til. Overordnet er det en god dom, vi kan bruge fremadrettet,« siger Lars Nielsen.
[add:338]
[add:404]