Flere lastbiler myldrer over grænsen
I årets første kvartal kørte der i gennemsnit 4810 lastbiler ind i Danmark i døgnet. I samme kvartal 2010 var tallet 4264. Det svarer til en vækst i den grænseoverskridende lastbiltrafik på 12,6 procent over de tre år.
Det viser tallene fra ITD, der igen har haft kuglerammen fremme og været ude og tælle lastbiler ved de danske grænseovergange.
Der er dog stadig et stykke op til rekorden fra 2. kvartal 2008, hvor 5104 lastbiler krydsede grænserne i døgnet.
Fremgang for DK-plader
En del af væksten kommer - måske overraskende for nogle - fra lastbiler med danske nummerplader. I sammenligningen mellem 2010 og indeværende år har de dansk indregistrerede lastbiler øget deres kørsler over grænsen med 18 procent, fra 895 grænsepassager i døgnet i 1. kvartal 2010 til 1053 i år.
»Det er en ret så opsigtsvækkende tendens, som er noget overset i debatten. Ud fra vores tal er det klart, at lastbiler med danske nummerplader har bibeholdt og endda øget de internationale kørsler i de senere år,« siger ITD’s erhvervspolitiske chef, Poul Bruun.
Når det kan forekomme overraskende, er det fordi, stigningen ikke fremgår af de officielle opgørelser fra Danmarks Statistik omkring de danske lastbilers internationale transportarbejde.
En forklaring på afvigelsen kan være, at Danmarks Statistik har ændret metode omkring indrapporteringen af de internationale kørsler fra 2009. Vurderingen fra ITD er, at de officielle tal fra Danmarks Statistik herefter er kommet til at ligge urealistisk lavt. Samme konklusion er Danmarks Statistik selv nået frem til i et notat for nyligt, oplyser ITD.
Generel fremgang
Ser man på danskejede lastbiler generelt – altså uanset nummerpladens farve – kan man konstatere, at tilbage i 1. kvartal 2010 var 34 procent af de lastbiler, der kørte over grænsen, i sidste ende ejet af danske transportvirksomheder. I 1. kvartal i år var andelen steget til knap 49 procent, samtidig med at den samlede trafik altså også steg i perioden.
Antalsmæssigt svarer det til, at de danskejede lastbiler i grænsetrafikken er steget fra 1450 i døgnet i 1. kvartal 2010 til 2342 i 1. kvartal i år. Det skal dog understreges, at der er tale om en sammenligning mellem to nedslag på grafen og ikke en gennemsnitlig vækst i perioden.
Udflagede lastbiler stormer frem
Isolerer man de udflagede lastbiler i statistikken – altså lastbiler med dansk moderselskab, men udenlandsk nummerplade – så tegner denne gruppe sig alligevel for den største vækst.
I 1. kvartal 2010 kørte der dagligt 596 udenlandske lastbiler med dansk ejerskab over den danske grænse. I første kvartal i år var antallet steget til 1388.
Om stigningen i udflagede lastbiler og generel konkurrence fra udenlandske lastbiler påvirker markedet for indenrigstransporter i Danmark er et omdiskuteret tema. ITD ser dog med fortrøstning på situationen.
»Konkurrencen er benhård, ingen tvivl om det. Men som dansk vognmandsorganisation er det værd at glæde sig over, at de eneste, der tilsyneladende mister kørsler på de danske veje og grænseovergange i disse år, er de udenlandskejede lastbiler, mens de danske transportører støt og roligt vinder markedsandele både herhjemme og i udlandet. De danske vognmandsvirksomheder klarer sig generelt imponerende godt under meget vanskelige betingelser,« konkluderer Poul Bruun.
[add:389]