DTL: Vognmænds bøder skal også justeres
Folketingets Retsudvalg har stillet en stribe spørgsmål til justitsministeren om en ny bødepraksis, der foreslås indført. Det sker i tilknytning til Folketingets behandling af et lovforslag om ændring af straffen for overtrædelse af reglerne for fartskrivere (kontrolapparater).
En dom fra EU-domstolen – den såkaldte Urban-dom - har således tvunget den danske regering til at ændre kurs og lave en fast graduering af bøderne til chaufføren alt efter forholdets grovhed og betydning for den løbende køre- og hviletidskontrol.
Hvor chaufføren hidtil pr. automatik har fået en bøde på 3000 kr., vil bøden fremover kunne justeres op eller ned til 2000 eller 4000 kr – ifølge ministerens lovforslag, som har fået bred opbakning i Folketinget.
Men bøden til vognmanden vil regeringen lægge fast på 6000 kr. – uanset graden af chaufførens overtrædelser. Justitsministeren forsvarer nemlig denne ordning med, at netop det objektive straffeansvar slet ikke er reguleret i EU og derfor ikke omfattet af forpligtelsen til at efterleve en EU-dom om proportionalitet.
Det vækker undren hos DTL’s chefkonsulent Frank Davidsen, der også gerne så vognmandens bøde gradueret i forhold til den underliggende forseelses alvor:
»Vi har i forvejen at gøre med noget så usædvanligt som at straffe uden skyld. Vognmanden behøver ikke at være skyld i, hvad chaufføren har begået, og alligevel lægges der op til, at vognmanden skal straffes med minimum 6000 kr. i bøde pr. forseelse. Automatikken vil bevirke, der for vognmandens vedkommende overhovedet ikke skeles til, om chaufførens forseelse var reelt til fare for trafiksikkerheden,« siger Frank Davidsen.
Skal have betydning for egenkontrollen
Frank Davidsen mener i stedet, at vognmanden bør have stor fokus på – og derved også særligt motiveres til – at chaufførerne altid har kort i kontrolapparatet, aldrig overtræder reglerne eller i øvrigt svindler og bedrager med køre- hviletidsreglerne.
Mindre, bagatelagtige overtrædelser, der ikke har betydning for egenkontrollen, bør efter DTL’s opfattelse ikke straffes på samme måde som de meget alvorlige overtrædelser.
»Justitsministeriet hænger sin hat på en skrøbelig knage. I forvejen er det objektive straffeansvar en dybt betænkelig størrelse, der har været kritiseret af juridiske eksperter fx i Straffelovsrådet. Man bør i det mindste lade størrelsen af bødeansvaret relatere sig bare nogenlunde til forseelsen,« siger Frank Davidsen.
Chaufførbøden for høj
Samtidig mener chefkonsulenten også, at minimum bødeniveauet på 2000 kr., der er foreslået til chaufføren, er skudt langt over målet:
»Jeg ser ingen grund til, at grundniveauet for en overtrædelse, der ikke har betydning for kontrollen eller trafiksikkerheden, skal overstige 1000 kr., som også er minimumsbøden for øvrige færdselsovertrædelser. En graduering inden for spændet 1000-3000 kr. pr. overtrædelse er så alt rigelig,« siger Frank Davidsen.
[add:396]