23948sdkhjf

Branchens nye messe godt fra land

Transport Messen 2013 lukkede søndag efter tre spændende dage i Messe C i Fredericia, hvor en lang række udstillere, chauffører, vognmænd og andet publikum satte hinanden stævne. Ikke mindst hele syv aktuelle og livlige paneldebatter hen over messens tre dage trak opmærksomhed.

Renault Trucks Danmark var fx på plads - og fortrød bestemt ikke udflugten til Fredericia.

»Vi har fået meget ros for en flot stand, og så har vi forhåbentlig solgt en lastbil og en varebil. Det er rigtigt positivt. Vi har haft mange interesserede kunder inde og snakke med os, så derfor har det været en god messe her i Messe C,« siger area sales manager Claus Rieland fra Renault Trucks Danmark.

Masser af kød på

Et nyt tiltag på messen var Netværksgaden, hvor chauffører og vognmænd kunne skabe nye kontakter med hensyn til fx kørsel, rådgivning og meget andet. Flere store transportfirmaer udstillede hér - et af dem var Frode Laursen.

»Det har afgjort været en positiv weekend. Vi har fået flere henvendelser om samarbejde fra vognmænd, end vi havde turdet håbe på. Og flere af disse henvendelser bliver til nye vognmænd, der kører for os. Lørdag har været god, og søndag overraskende god med en masse faglig snak med kød på,« siger driver manager Jan Andersen fra Frode Laursen.

Transport Messen 2013 er en helt ny messe, og derfor har der naturligvis været kriller i maven hos arrangørerne. Men status efter de tre dage er klart positivt:

»Vi ville gerne have endnu flere besøgende og flere udstillere, men vi er tilfredse i betragtning af, at det er en helt ny messe. Og når langt de fleste udstillere er glade, så er vi også. Der er meget at bygge videre på, og vi er blevet bekræftet i, at vi har fat i noget rigtigt ved at gøre tingene på en ny måde og bl.a. give det et fagligt løft med vores debat-arrangementer, som er blevet taget rigtigt godt imod,« siger Bjarne Routhe, salgschef hos Lastbil Magasinet, der står bag det nye arrangement.

På gensyn i 2014

7355 gæster passerede igennem udstillingen i løbet af de tre dage - fordelt på 983 fredag, 4496 lørdag og 1876 søndag - og det har givet mod på mere.

»Derfor vender vi også tilbage allerede til næste år. Vi bygger videre på det fundament, der er skabt, og der er mange ting, der kan videreudvikles. I den kommende tid skal vi finpudse konceptet, men der kommer flere nye tiltag, der vil give arrangementet en endnu stærkere appel over for hele branchen,« siger Bjarne Routhe.

Chauffører, vognmænd, forhandlere, leverandører og opbyggere kan derfor allerede sætte kryds i kalenderen 13.-15. juni 2014. Stedet bliver igen Messe C i Fredericia.

[add:384]

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112