Carlsberg vil styrke sikkerheden
Når en sælger, chauffør eller et medlem af ledelsen hos Carlsberg Danmark sætter sig bag rattet, så kræver firmaet, at alle kører med sikkerhedssele og overholder hastighedsgrænsen. Desuden skal der pustes i et alkometer, før tændingsnøglen kan drejes.
Nu tager Carlsberg Danmark et skridt yderligere og indgår et trafiksikkert samarbejde med Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension. Målet er at få undersøgt, om man kan reducere antallet af trafikulykker og skader endnu mere og hvordan.
»For Carlsberg Danmarks vedkommende håber vi, at kunne bidrage til at sætte trafiksikkerhed på dagsordenen. Vi har rigtigt gode erfaringer med det vi hidtil har gjort på det område, men det er klart at det er noget vi hele tiden skal have fokus på, og her hjælper samarbejdet med Rådet for Sikker Trafik os,« siger Kaj Nielsen, National Distribution Director i Carlsberg Danmark.
Ulykker sker også i arbejdstiden
I en ny, repræsentativt undersøgelse ”Trafiksikkerhedspolitikker” blandt 1009 personer, som Epinion har lavet for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, siger en ud af fire (24 %) af dem, der kører erhvervsmæssigt, at de har været ved at køre galt, mens de var på arbejde.
Trafikulykker i arbejdstiden er med andre ord et alvorligt problem generelt i Danmark, blandt andet på grund af for høj fart, uopmærksomhed eller træthed. Derfor har stadig flere virksomheder fået fokus på området i både Danmark og i udlandet. Erfaringerne har nemlig vist, at man kan få antallet af skader og ulykker ned, hvis der sættes målrettet ind.
»Vi er rigtig glade for, at Carlsberg Danmark har sagt ja til at være frontløber på vores initiativ om mere trafiksikre danske virksomheder. Selv om vi heldigvis oplever, at færre dør og kvæstes i trafikken, er der fortsat et stort rationale ved at arbejde med trafiksikkerhed i virksomhederne, da rigtig mange af ulykkerne sker i arbejdstiden eller til og fra arbejde,« siger direktør Anders Rosbo, Rådet for Sikker Trafik.
Mange stiller ikke krav til ansatte
I den repræsentative interviewundersøgelse, ”Trafiksikkerhedspolitikker”, som Epinion har lavet for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, siger 63 % af de adspurgte, at arbejdspladsen ikke har nogen specifikke regler for deres kørsel i trafikken i arbejdstiden. Og 26 % af de adspurgte ved ikke, om der overhovedet er nogle regler.
»Det er vigtigt, at forebyggelsen af trafikulykker tænkes hele vejen rundt og ikke kun fokuserer på den enkelte privatbilist. Vi tror på, at arbejdspladserne kan spille en nøglerolle, og at vi derigennem kan reducere antallet af ulykker. Derfor tager forsikringsbranchen et medansvar for at gøre danske virksomheder mere trafiksikre,« siger adm. direktør Per Bremer Rasmussen fra Forsikring & Pension.
I undersøgelsen ”Trafiksikkerhedspolitikker” nævner de adspurgte, hvilke emner/områder, som de mener at deres arbejdsplads/virksomhed bør lave retningslinjer for, når man kører i trafikken i arbejdstiden:
Stress eller træthed: 54 %
At vise ekstra hensyn til andre trafikanter: 39 %
At ledelsen stiller synlige krav til, at ansatte overholder færdselsreglerne: 66 %
Retningslinjer for brug af mobiltelefon, smartphones eller computer: 70 %
(Kilde: ”Trafiksikkerhedspolitikker”, interviewundersøgelse lavet af Epinion for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension).
[add:377]