DEBAT: Hug til Mogens
Vedrørende Mogens Therkelsens indlæg om evt. stramninger og sanktioner mod cabotagekørsel:
1: Det er ingen spøgelsesjagt. De kører Danmark tyndt konstant.
2: Symbolpolitik er, når man laver politik på illusioner og fornemmelser. Det er der ikke tale om her.
3: Når det nu i flg. ITD's formand ikke er så galt, som det er blæst op til, hvad er i givet fald så problemet i at give nogen massive bøder til de involverede og ansvarlige for disse overtrædelser? Der vil jo ikke være ret mange, det kommer til at gå ud over så.
4: Få lige den rigtige kasket på i den rigtige sammenhæng.
Poul Christensen
Brændeskovvej 37
5700 Svendborg
Citat: "»Sådanne forslag vidner om, at nogle har svært ved at bevare proportionssansen i denne debat. Et vogntog, der ikke har orden i cabotagepapirerne, er ikke til fare for nogen. Det er derimod den stadigt mere udbredte holdning om, at vi skal bremse den frie konkurrence inden for EU og lægge bureaukratiske og administrative hindringer ud for vores udenlandske konkurrenter i stedet for at tage konkurrencen op. Denne holdning er til stor skade for dansk erhvervsliv og for samfundsøkonomien i det lange løb,« siger Mogens Therkelsen."
Mon ikke Mogens Therkelsen selv udgør den største fare for samfundsøkonomien, al den stund, han ihærdigt arbejder for at give billig udenlandsk arbejdskraft frit løb. At samfundsøkonomien skulle have godt af invasionen af underbetalt arbejdskraft, er noget af en overdrivelse. Mogens Therkelsen tjener uden tvivl fedt på sine fiduser, men det gør ikke samfundet rigere.
Tværtimod skal samfundet jo på en eller anden måde tage sig af de mange arbejdsløse, MT og hans ligmænd producerer. At cabotagekørsel ikke er livsfarligt for medtrafikanterne, er heller ikke et argument for ikke at straffe det hårdt. Mig bekendt findes der også straffe for økonomisk kriminalitet, dokumentfalsk mv., selv om det heller ikke er livstruende.
Hans E. Kratholm Rasmussen
Møllevej 17
7500 Holstebro
Det er mærkeligt, som det altid skinner igennem, hvem der er bange for at overtræde cabotagereglerne, det er altid derfra, der er størst modstand.
Jens P. Dyrberg, vognmand
Østerskovvej 32, Ilskov
7451 Sunds
Hallo, allerførst synes jeg lige, vi skal få lavet virksomhedskontrol på alle vognmænd i Danmark, først og fremmest dem, som ikke betaler løn efter overenskomst eller kører på lokumsaftaler - fast løn.
De skal have taget deres tilladelser med det samme og ikke have lov at drive foretning, for det er dem, der er skyld i, at transportbrancen er blevet ødelagt.
Steen Rasmussen
Konsul Jensens Gade 9
8700 Horsens
Cabotage-problemet er ikke det største problem, men dem, som bruger billige chauffører i såvel danske som udenlandske lastbiler, da de kun bruges med det ene formål, at de er billige, og man ikke skal betale sociale omkostninger så som feriepenge og sygeløn til dem.
Men kik lige engang på en statistik, der er lavet: 23 spritchauffører, og to var fra Danmark... det fortæller lidt om, hvad Mogens og hans artsfæller bruger af chauffører. Fy for f... for en moral at have.
Karsten Nielsen
Houvej 154, Ulsted
9370 Hals
Det er utroligt, hvad hr. Mogens Therkelsen kan sidde og lukke ud i medierne ang. blandt andet cabotagekørsel. Hvis den mand ikke kan fatte, at alle seriøse danske vognmænd bliver slagtet af den ulovlige cabotagekørsel, så er han mere end dum.
Men hva', han kører jo bare rundt med sine tyske biler og billige chauffører, så han får jo kun glæde af, de bare kan køre uhindret rundt i Europa. Der, hvor kæden hopper helt af, er, hvor han bliver ved med at blande sig i danske forhold. Jeg væmmes ved at læse om hans latterlige udtalelser.
Hvis nogen bliver taget i ulovlig cabotage, skal de sgu blive holdende med bil og last, indtil bøden er betalt, og alt er lovligt.
I øvrigt må bøden gerne være rigtig stor, så kunne det jo evt. også være, at kunden, der står og mangler godset, begynder at vågne op og stille krav til transporten.
Steen Nielsen
Højenkirkevej 146
7100 Vejle
At det netop er Mogens Therkelsen, der udtaler disse ord, kan vel på ingen måde overaske nogen. Det havde derimod været en mega overraskelse, hvis ordene var kommet fra en dansk vognmand.
Det hele kunne faktisk løses meget mere enkelt ved, at man lige kiggede en gang mere på den forordning, der er kommet fra EU-Parlamentet og omhandler hele "køreplanen" og hensigterne med begrebet cabotagekørsel.
Således, når det bliver den originale tekst fra EU-Parlamentet, der danner grundlag for cabotagereglerne, vil alle "tvister" jo være fejet bort. Herefter behøver man så heller ikke at lade de udenlandske og udflagede køretøjer registrere i RUT. Der vil nemlig nu ikke være flere udenlandske køretøjer på de danske veje end dem, der er her lovligt, og det omfatter på ingen måde de udflagede køretøjer.
Det er da skammeligt, at et helt erhverv er kommet i klemme, blot fordi en række vognmænd ikke evner at følge simple regelsæt. Selv udenlandske vognmænd der har etableret afdelinger i Danmark, indordner sig og efterlever alle regler - og klarer sig fint.
Dan F. Jørgensen
Næsbyhave 109
5270 Odense N
[add:317]