ITD: Bedre kontroller, tak
»Som sædvanlig oplyser politiet ikke noget nærmere om, hvor mange af overtrædelserne der var inden for bagatelområdet. Vores gæt er: mange. Og som sædvanligt oplyser politiet heller ikke, hvordan kontrollerne blev gennemført – i dette tilfælde at køretøjerne nærmest blev gennemgået med pincet og lup.«
Sådan siger Lars Nielsen, sektionsleder i ITD, i en kommentar til den forgangne uges mange tungvognskontroller landet over.
»I pressen genererer disse udmeldinger fra politiet automatisk overskrifter om, at lastbilbranchen blæser på reglerne. Det er efter vores erfaring et groft fortegnet billede. Og det ærgerlige er, at det flytter fokus væk fra det vigtige: At gøre livet surt for de få der snyder bevidst – og hjælpe dem, der overtræder reglerne pga. manglende viden eller fokus,« siger Lars Nielsen.
»Med en hyppigere og mere målrettet kontrol på vejene ville den forebyggende effekt være langt større. I stedet for kun at gennemgå nogle få køretøjer til mindste møtrik ved særlige lejligheder, har vi brug for, at politiets kontrolindsats er konstant og målrettet. I stedet for at kontrollere køretøjerne for alt burde politiet efter vores opfattelse køre synlige kampagner, hvor temaerne udskiftes med jævne mellemrum. De mange i branchen vil jo hellere end gerne undgå fejl og dyre bøder. Lad os derfor få en kontrolindsats, som er rettet mod at skabe reelle fremskridt og forbedringer i samarbejde med branchen frem for blot avisoverskrifter,« siger Lars Nielsen.
[add:237]