Vognmand med i groft svindelnummer
Politiet anholdt i går formiddag tre mænd for et omfattende og årelangt svindelnummer mod aktieselskabet Odense Renovation, som ejes af Odense Kommune.
To af mændene arbejder for indvejningen på Miljøcenter Nord i Odense, mens deres formodede medsammensvoren er en vognmand på 42 år, som kommer fra Nordfyn. Det skriver eb.dk.
Bedrageriet er foregået sådan, at de to losseplads-ansatte har ændret i affaldstype og mængde, når vognmanden har afleveret miljøaffald.
Svindelen har ifølge politiet fundet sted i løbet af fem år, og de tre mænd har stukket mindst to millioner kroner i egen lomme på den måde.
Politiet vil ikke udelukke, at svindelen har endnu større omfang, og at der kan ske flere anholdelser i sagen.
[add:237]