Nyt Eurovignette-direktiv på plads
Efter tre års forhandlinger har EUs ministerråd den 12. september endeligt vedtaget de nye regler for vejafgifter (Eurovignette) for lastbiler i EU. De nye regler gør det muligt for landene at pålægge afgifter for støj og forurening fra lastbiler og at tilpasse vejafgifterne for at bekæmpe trængsel.
Medlemsstaterne opfordres til at bruge indtægterne til at forbedre miljøet og fx bygge sikre rastepladser for lastbiler. Men der er kun tale om en opfordring, ikke et krav. Det er op til de enkelte medlemslande, om de vil opkræve miljøafgifterne.
"Det er beklageligt, at Kommissionen og Parlamentet ikke har holdt bedre fast i et af de grundlæggende principper i det oprindelige forslag: at indtægterne fra miljøafgifter skulle bruges til at forbedre og fjerne miljøproblemerne. Desværre tillader reglerne, at medlemslandene blot kan opkræve nye afgifter fra vejtransport med henvisning til støj og forurening og bruge pengene, som de lyster. Så danske lastbiler vil kunne betale for støj i andre lande i årtier, uden at der gøres noget ved støjbelastningen ved fx at lave ny vejbelægning eller støjskærme. Dette til trods for at det ikke kun er lastbiler, der forårsager støj, og at lastbiler faktisk er blevet 98 % mindre forurenende siden 1990,« siger DTL's EU-chef Søren Hyldstrup Larsen.
I DI Transport mener man, at ændringerne er overflødige og vil øge erhvervslivets transportomkostninger.
»Det nye direktiv bidrager ikke med ret meget andet nyt end, at afgifterne kan blive lidt højere i de lande som har km-baserede kørselsafgifter. Danske virksomheder kan derfor imødese lidt højere transportomkostninger. I det lys er direktivet overflødigt og det er ekstra ærgerligt, at en egentlig øremærkning af indtægterne fra lastbilerne til ny infrastruktur ikke kom med i det nye direktiv,« siger chefkonsulent i DI Transport Rune Noack.
»Vi kan dog finde trøst i, at vi havde held til at få fjernet de værste elementer i forslaget, og det endelige direktiv giver derfor meget mindre rum til at forhøje afgifterne end Kommissionens oprindelige forslag. Samtidigt er der fortsat et loft over afgifterne, der sikrer, at kørselsafgifter for lastbiler ikke bliver en skatteskrue,« siger Rune Noack.
De vigtigste elementer i Eurovignette-direktivet er:
- Medlemsstaterne kan opkræve afgifter for emissioner og støj, som supplement til de eksisterende infrastrukturafgifter.
- Infrastrukturafgifter kan varieres med op til 175 % i fem timer om dagen for at sprede trafikken og forhindre overbelastning. Gebyret skal dog være indtægtsneutralt, hvilket betyder, at medlemsstater, der indfører højere afgifter for i nogle tidsrum skal sænke afgifterne tilsvarende på andre tidspunkter.
- Medlemsstaterne skal samarbejde for at sikre, at betalingssystemerne er elektroniske og kan ’arbejde sammen’ på tværs af alle EU-landene samt Schweiz og Norge.
- Euro 5- og Euro 6-køretøjer skal fritages for afgift i en indledende periode. Målet er at fremme investeringer i renere lastbiler. Afgiften indføres først efter 2013 (EURO V) og 2017 (EURO VI).
[add:237]