23948sdkhjf

DEBAT: Snyd i vognmandsbranchen

Da TV Syd for et par uger siden bragte et indslag om en chauffør, som påstod, at 75 pct. af hans kolleger snyder med køre-hviletiden, fik det endelig nogle politikere og fagfolk op af stolen.

Politikerne ville straks have iværksat undersøgelser af en tilsyneladende »pilrådden« branche, mens diverse fagfolk - heriblandt formanden for ITD, Mogens Therkelsen, og ejer af H.P. Therkelsen i Padborg, straks har været ude i diverse medier for at glatte ud.

Om 75 pct. af danske chauffører virkelig snyder for at få hverdagen til at hænge sammen er nok tvivlsomt, men et er sikkert, og det er, at transportbranchen er »pilrådden«, som der rigtig nok bliver postuleret i indslaget.

Jeg tror ikke, at man kan finde en tilsvarende branche i Danmark, hvor snyd er så stor en del af hverdagen. Dette er i øvrigt fint i tråd med de opdagelser, som politiet gør, når det endelig formaster sig til at holde tungtvognskontroller rundt omkring.


De store spillere

Dette gælder ikke kun de små vognmænd, men i allerhøjeste grad også de store spillere i branchen. Ulovlig cabotage er en del af hverdagen, og det foregår hele tiden - naturligvis uden, at politiet griber ind, forstås. Tag et smut på Aarhus Havn og få syn for sagen. Tag et kig på de store og mellemstore vognmænd i containerbranchen, der bliver snydt med cabotage, overlæs, akseltryk, overenskomster osv. dagen lang. For politiet kunne Aarhus Havn blive det, man i afsætning kalder for en ”cash cow” - en ren pengemaskine.

Antallet af udenlandske biler er næsten overvældende, og de kommer naturligvis flere gange om dagen, flere dage i træk. De mere ”smarte” har så dansk indregistrerede biler, men med rumænere, tyskere eller polakker i førerhuset - på dansk overenskomst, naturligvis (hvis de får 1.200 euro om måneden, er det nok højt sat)? De bor i vognen flere måneder ad gangen, og i weekenden drikker de sig fulde for de håndører, de har tilbage - de pågældende vognmænds moral må ligge på et meget lille sted, hvis den da overhovedet er eksisterende eller er gemt i regnskabsbøgerne et sted.

Ingen konsekvenser

Dette er opskriften på, hvordan man underminerer en branche fuldstændigt - uden konsekvenser. Det er vel egentlig ikke så sært, at danske vognmænd med danske chauffører på dansk overenskomst ikke kan få tingene til at hænge sammen, når konkurrencen er så ulige, som det er tilfældet.

Når 3F ser måbende til og har mere travlt med at rydde op på skrivebordet og ikke tager selv de mest oplagte tilfælde, må man spørge sig selv: Er disse ulovligheder blevet en accepteret del af hverdagen i Danmark, hvor både politi og politikere spiller total fallit?

Samtidig bør medlemmerne i den pågældende fagforening måske overveje, hvad deres dyrt betalte kontingent egentlig går til. Det er i hvert fald ikke til bedre forhold for danske chauffører og vognmænd.

For fremtiden vil det derfor klæde de store, ”danske” vognmænd, som har over 50 pct. af bilerne indregistreret i udlandet, ikke at kalde sig ”danske” vognmænd længere, da det ikke er det, der er tale om.

Tag et kig i Padborg og du vil snart opdage, hvordan de tidligere så stolte vognmænd har udflaget til andre lande (Tyskland, Polen, Litauen, Rumænien osv.). I samme ombæring må man i høje vendinger rose formanden for ITD, Mogens Therkelsen. Formanden for ITD har ingen biler på danske plader. Når han plæderer for den ”danske vognmandsbranche”, klinger det en anelse hult, eller er det måske bare mig?

Ved seneste generalforsamling bakker han samtidig op om Kim Johansen, ejer af Kim Johansen Transport og tidligere anklaget for underbetaling af chauffører og cabotage, som nyt bestyrelsesmedlem. Det fortjener næsten en fanfare - lad os da få nogle flere af den slags ind bestyrelsen hos ITD, så skal det nok blive bedre alt sammen.

Hvem sagde pilrådden branche?


Søren Schmidt Christensen
Olaf Rudes Vej, 23 st.
8270 Højbjerg

[add:307]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062