23948sdkhjf

DTL: Kom ind i valgkampen, vognmænd

DTL opfordrer nu vognmændene til at banke på hos deres lokale folketingskandidater og i øvrigt deltage i valgmøderne i deres lokalområde så flittigt, det overhovedet kan lade sig gøre.

”Folketingsmedlemmerne er flittige til at lytte til organisationerne i tidsrummet mellem to valg – selv om der skal råbes højt en gang imellem. Men når vi er midt i en valgkamp som denne her gang, vil vognmændene have en enestående chance til virkelig at få de kommende folkevalgte til at lytte til og forstå dem, der befinder sig i maskinrummet og har fingrene nede i smøregraven til hverdag”, udtaler DTL's adm. direktør Erik Østergaard.

”Jeg vil godt fremhæve, at der her er en enestående chance for vores virksomheder, foreningsformænd og formænd for erfagrupper og andre politiske engagerede i vores organisation at fange kommende MF’ere ude i landet, inden de rykker ind på Christiansborg, når valget er overstået”, siger Erik Østergaard.

DTL udstyrer oven i købet vognmændene med 10 konkrete spørgsmål, som de opfordrer medlemmerne til at stille folketingskandidaterne.

”Og hvis man får det ønskede svar, så er det bare om at lagre det i baghovedet og holde de kommende MF’ere op på deres løfter”, siger Erik Østergaard.

De 10 spørgsmål lyder:

1. Vil øgede afgifter på erhvervstransporten – fx en landsdækkende kørselsafgift på lastbiler eller en betalingsring omkring København – være en yderligere økonomisk og administrativ byrde på transporterhvervet og forringe Danmarks konkurrenceevne?

2. Er du enig i, at øgede afgifter på kørsel med lastbiler vil blive overvæltet på transportkøberne og i sidste ende ramme borgerne gennem forhøjede varepriser?

3. Er du enig i, at investeringer i transportinfrastrukturen vil øge mobiliteten for borgerne, arbejdsstyrken og virksomhederne og dermed den økonomiske vækst i Danmark?

4. Bør Vejdirektoratet udvide rastepladserne, så chaufførerne får en reel mulighed for at overholde de stramme regler for køre- hviletid?

5. Er du enig i, at lastbiler med større lastekapacitet vil mindske energiforbruget og luftforu-reningen samtidig med, at erhvervslivets internationale konkurrenceevne styrkes?

6. Skal udenlandske lastbilchauffører kunne arbejde i ugevis med varetransport i Danmark til en fjerdedel af en dansk løn eller mindre uden mulighed for ordentlige sanitære forhold?

7. Bør der oprettes en særlig politienhed med specialister – som kendes fra Tyskland – til kontrol af både danske og udenlandske lastbiler og chauffører, så Danmark slipper af med sit rygte, om at være et risikofrit område for lovovertrædere?

8. Bør de administrative byrder, der ikke mindst rammer de mange små og mellemstore transportvirksomheder, reduceres?

9. I lyset af, at undersøgelser fra Vejdirektoratet viser, at ingen trafikanter kommer hurtigere – eller langsommere – frem som følge af overhalingsforbud for lastbiler, mener du så, at der skal indføres overhalingsforbud på flere motorvejsstrækninger?

10. Mener du, at ikke kun lastbiler men også varebiler, der kører godskørsel for fremmed regning, skal omfattes af Godskørselsloven, der bliver revideret til efteråret, så vi kan komme ulige konkurrence, skattesnyd og ulovligheder blandt varebilsvognmænd til livs?

[add:306]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062