Rejsegilde på AutoVidencenter Vejle
AutoVidencenter Vejle på Syddansk Erhvervsskole er ved at udvide skolens autoafdeling med 4000 m2, og tirsdag den 16. august var der rejsegilde. Til lejligheden havde Syddansk Erhvervsskole inviteret entreprenører, håndværkere og rådgivere, som er med på projektet. Der blev holdt taler af blandt andet skolens vicedirektør, Erland Boelskifte.
AutoVidencenter får 100 % mere plads, når de nye værksteder og teorilokaler til de 250 årselever på autouddannelserne i Vejle er færdige. Planen er, at de nye faciliteter står klar til at tage i brug allerede i januar 2012. Det første spadestik blev taget af Vejles borgemester, Arne Sigtenbjerggaard, tirsdag den 24. maj.
»Vi har altid haft et tæt samarbejde med autobranchen, og det har ført til rigtig gode uddannelser inden for både lastvogn og personvogn. Faktisk har der været så stor efterspørgsel på uddannelserne, at vi længe har haft behov for mere plads. Derfor udvider vi nu,« siger Erland Boelskifte.
De ekstra kvadratmeter vil primært være til personvognsmekanikeruddannelsen, men når bilerne rykker over i den nye bygning, bliver der samtidig mere plads til de store køretøjer, og alle grund- og hovedforløb vil derfor kunne samles på én adresse.
[add:243]