ITD: Lad os se tallene
I en tv-udsendelse i torsdags på DR om manipulation og snyd med det digitale kontrolapparat i lastbiler blev Vicepolitiinspektør i Rigspolitiets færdselspoliti, Jørn Pakula, spurgt om det konstaterede omfang af den alvorlige og kriminelle frakobling af måleudstyret, som programmet handlede om. Politichefen afviste at sætte konkrete tal på. Og det finder brancheorganisationen ITD symptomatisk for den hidtidige debat – og stærkt utilfredsstillende.
»Hvis de svævende svar fra politiet skyldes, at de ikke har pålidelige tal, fordi de ikke foretager kontroller nok, så er der kun én ting at sige til dem: Se at komme i gang! Og hvis de manglende kontroller skyldes for få ressourcer, er der kun én ting at sige til politikerne: Se at komme i gang. Problemerne med køre-hviletidsovertrædelser skal løses, men det skal ske på en effektiv måde og med tæt udgangspunkt i fakta,« siger ITD’s formand, Mogens Therkelsen.
Konsekvensen af de manglende konkrete tal for overtrædelserne er ifølge ITD, at fordomme og folkestemninger får frit spil i offentlighedens billede af transportbranchen.
»Ingen kan nægte, at køre-hviletidsreglerne er en daglig udfordring for transportbranchen, og at der forekommer overtrædelser. Men offentligheden og ikke mindst branchen selv har krav på et mere præcist billede af omfanget. Og frem for alt er det vigtigt, at statistikkerne er nuancerede nok til at skelne mellem den kriminelle og fuldstændigt uacceptable manipulation med kontrolapparatet og så de dagligdags overtrædelser som følge af fejl og forglemmelser,« siger Mogens Therkelsen.
[add:237]