Fokus på magnet-snyd
Med en vognmand som muldvarp har DR undersøgt et autoriseret værksted i Padborg, Padborg Elektro, der tilsyneladende bygger og sælger elektroniske magneter. Sagen omtales i et program på DR1 i aften kl. 20.
Vognmanden køber en magnet, der kan styres fra førerhuset med en fjernbetjening og får en kvittering fra firmaet, hvoraf det fremgår, at han har købt en tyverialarm.
Magneterne kan både bruges til at få det at se ud som om, lastbilen holder stille, når den kører, eller at presse bilen til at køre hurtigere end 90 km/t.
Det omtalte firma har ikke ønsket at kommentere sagen, men hos Rigspolitiets Nationale Færdselscenter siger vicepolitiinspektør Jørn Pakula, at man tager disse sager meget alvorligt.
»Hvis autoriserede værksteder med råd og dåd medvirker til at omgå kontrolsystemerne, så er det en ganske alvorlig sag, og noget vi absolut vil gå ind og kigge på,« siger Jørn Pakula til dr.dk.
[add:248]