Debat: Lyt til dronningen
Redaktionen har modtaget et debatindlæg fra en læser, der fandt royal inspiration til transportbranchen:
Jeg synes, at dronningen i sin nytårstale virkelig havde fat i noget, der godt kunne ramme vores brance og give stof til eftertanke - især når nogle gamle mænd kritiserer alle andre her i bladet. Det er så nemt, og det er vi danskere rigtig gode til.
Jeg synes, vi skal bruge vores energier på at se fremad, diskutere mulighederne og se løsningerne.
Her kommer en lille del af dronningens tale, som faktisk taler for sig selv:
"Men er der i disse år tegn på, at vi er blevet mere egoistiske, at vi er blevet tilbøjelige til først og fremmest at kræve ind og sikre os, at vi hver især får det vi selv mener at have krav på? Er vi ved at blive mistroiske over for hinanden og tillægge hinanden mindre pæne motiver?
Så er det ikke alene en økonomisk krise, vi befinder os i, så er det vore holdninger, der er ved at komme i skred. Det er en krise, der kommer snigende og som kan forgifte vort forhold til hinanden. Så er vi ved at sætte noget over styr, som kan være uopretteligt.
Den krise, der så at sige kan måles og vejes, som man kan sætte tal på og tegne kurver over, er ikke nær så alvorlig, som hvis det er vore værdier og holdninger, der vakler. Den økonomiske krise vi nu står i, skal vi nok finde vej ud af på kortere eller længere sigt; men vi skal ud af den med anstændigheden i behold og uden at sætte fællesskabet over styr.
I løbet af de seneste par generationer har samfundet udviklet sig sådan, at vi kan leve mere og mere trygt, både økonomisk og socialt. Vi har vænnet os til frit at kunne vælge og vrage i stort som i småt. Vi har fået det så godt, at vi næsten har glemt, at vore valg også har konsekvenser, og at ikke alle livets vilkår kan vælges til eller fra."
Godt nytår!
Henning Mau
Brombærvej 20
4230 Skælskør
[add:38]