DTL: Kan spare fire millioner liter diesel
De nye muligheder med 54 ton totalvægt kan få brændstofforbruget til at falde med hele otte procent pr. ton transporteret gods.
Hvis 60 procent af de danske vogntog rent faktisk får øget totalvægten fra 48 til de maksimale 54 tons, vil det føre til en samlet besparelse på ca. fire millioner liter diesel om året. Det viser beregninger fra DTL's økonomiske afdeling.
»Det betyder samtidig en besparelse på over 10.000 tons CO2. Så miljøet er sammen med transportbranchen den store vinder,« siger DTL's økonom Morten Pernø, der har lavet regnestykket.
Han forklarer, at regnestykket går ud fra et normalt vogntog med en 500 hk Euro 5-motor, uden specielle opbygninger og som har en luftmodstandskoefficient på 0,9. Forudsætningen er tillige, at vogntoget kører en 200 km lang strækning med et enkelt stop undervejs (f.eks. Storebæltsbroen) med fartbegrænseren sat til 85 km/t. Beregninger går ud fra et brændstofforbrug på 2,61 km/l (48 tons) og 2,46 km/l (54 tons).
[add:240]