Flere lastbiler over broerne
Efter at have været stagnerende gennem længere tid viser lastbiltrafikken over Storebælt nu tegn på vækst. 2500 flere lastbiler krydsede Storebæltsbroen i november 2010 i forhold til samme tidspunkt i 2009. Samtidig er forskellen til niveauet for november måned i de sidste år af højkonjunkturen i 2007 og 2008 blevet indsnævret, oplyser DTL.
Den anden positive tendens er, at lastbiltrafikken over Øresundsbron formår at fastholde sin fremgang. Trafikken nu ligger over november måneds tal i 2008, hvor nedgangen satte ind, og er ikke er langt fra niveauet for november i 2007.
Fremgang at spore
Når lastbiltrafikken over Øresund generelt er vokset stærkere end over Storebælt skyldes det en kraftig fremgang på det vigtige svenske marked herunder for dansk eksport.
»I løbet af 2010 har der kunnet spores en vis fremgang for transporterhvervet. Indikatorerne på fremgang er ud over trafikvæksten på broerne f.eks. et øget antal nyregistreringer af lastbiler og større omsætning, øgede godsmængder og mere optimistiske forventninger hos transportvirksomhederne. Men der er dog stadig mange forhold, som kan spænde ben for det danske transporterhvervs hurtige tilbagevenden til vækst,« siger DTL's økonom, Morten Pernø.
[add:38]