Et dødsfald
Redaktionen har modtaget følgende mindeord om afdøde vognmand Børge Jakobsen:
En mageløs vognmand er gået bort.
Efter længere tids sygdom afgik tidligere storvognmand Børge Jakobsen ved døden juleaften 2009 i en alder af 93 år.
I slutningen af 1979 stod der Børge Jakobsen Vognmandsforretning A/S på de tivoliblå lastbiler i Danmarks største privatejede vognmandsforretning. Dengang havde vognmanden i Rødovre en imponerende vognpark på 170 enheder, fordelt med 105 trækkende lastbiler og 65 påhængskøretøjer.
Transportaktiviteterne dækkede stort set alle former for lastbiltransport, herunder i stort omfang al slags transport inden for bygge- og anlægssektoren, blokvognskørsel, transport af benzin- og olieprodukter og eksportkørsel i mindre omfang. Derudover beskæftigede vognmandsforretningen i spidsbelastningsperioderne lastbiler for over 100 faste hjælpevognmænd.
Vognmandsforretningen blev etableret med en enkelt skraldebil i 1938. Og oplevede igennem de følgende 44 år en rivende udvikling på godt og ondt, indtil vognmanden, på grund af sygdom, valgte at sælge sit livsværk til den daværende F.L. Smidt-ejede transportvirksomhed Renovadan.
I 1988, og efter fire år som konsulent hos Renovadan, afsluttede den dengang 72-årige Børge Jakobsen sin tilværelse i transportbranchen for at hellige sig et velfortjent otium som pensionist.
Kun fire år efter Børge Jakobsen trak sig tilbage fra jobbet som konsulent hos Renovadan, var hans velrenommerede livsværk fuldstændig opløst. Som sådan blev det ham desværre ikke forundt at kunne fejre livsværkets 50 års jubilæum.
Med al respekt
Per Fischer, tidligere medarbejder i Børge Jakobsens vognmandsforretning
[add:177]