Er forsikringen på traileren i orden?
ITD opfordrer vognmænd og trailerejere til at være særligt opmærksomme på forsikringsforholdene, når der gøres brug af udenlandske vognmænd, hvor en dansk indregistreret trailer stilles til rådighed.
Der er således tale om trucking med udenlandske kontraherende vognmænd.
For langt de fleste danske transportkøbere er det en selvfølge, at den trækkende enhed, pr. automatik medforsikrer den efterfølgende enhed (traileren). Ved brug af kontraherende udenlandske vognmænd er det - ifølge ITD - som regel ikke tilfældet, at denne dækning er opfyldt.
Vigtigt at sikre sig
ITD har haft flere henvendelser fra medlemmer, som efterspørger information om forsikringsforholdene i øvrige EU-lande og i forbindelse med brug af en udenlandsk indregistreret trækker.
Som udgangspunkt skal man ikke forvente, at der er tegnet en trailerforsikring. ITD henviser til, at vognmænd og trailerejere sikrer sig, at der hos hver kontraherende vognmand er en trailerforsikring, som er dækkende fra det øjeblik, traileren indgår som en del af transportaftalen og til transporten er slut.
Samtidig gøres opmærksom på, at udenlandske forsikringspolicer kan være svære at gennemskue, og at man bør overveje at tegne en tillægsforsikring, der sikrer trailerejernes egne værdier, herunder også en subsidiær dækning for godset.
[add:175]