Filtre klarer miljøzonen
Snart skal alle lastbiler af ældre dato have påmonteret et partikelfilter, når de kører ind i miljøzonen i København – og flere store, danske byer er på vej med lignende ordninger.
Filterkravet gælder for Euro 2 biler eller ældre fra den 1. september i år og for Euro 3 biler eller ældre fra 1. juli 2010. Euro 4 biler eller nyere er indtil videre ikke omfattet af filterkravene.
Et af de firmaer, der har god gang i salget af partikelfiltre, er Komi Contractor Supply, KCS, der har base i København. Her kan teknisk direktør Jørgen Komi fortælle, at filtrene er godkendt af både Teknologisk Institut og Færdselsstyrelsen.
Filtrene er finske og renser helt op til 99 pct. af de skadelige sodpartikler.
Blandt dem, der benytter det finske filter, er Københavns Brandvæsen og City Trafik, samt en lang række vognmænd.
[add:127]