Hvornår skal højresvings-stop udføres?
Forslaget om at gøre det lovpligtigt, at lastbiler skal stoppe midt i krydset inden et højresving, har fået Erik Mathiasen, Oksbøl til at sende denne kommentar:
“Hvornår skal dette stop udføres? Enhver ved jo, at i større byer kommer cyklisterne i en lind strøm, og bliver ved med at køre over, selv om trafiklysene er skiftet til gult, ja, mange fortsætter endda med at køre over, selv om det er skiftet til rødt.
Hver gang der sker en ulykke, kommer der mange fantasifulde forslag på banen, som enten kræver nye love, eller omfattende investeringer. Hvad med at bruge eksisterende udstyr på bilerne, og lidt sund fornuft?
Når en lastbil skal svinge til højre, starter den med at køre LIGEUD, noget den i sagens natur må gøre, da den er så lang.
Denne manøvre misforstår mange cyklister, og i god tro kører de derfor også ligeud ved siden af bilen. Langt nok fremme, svinger køretøjet så pludselig, med fatale uheld til følge.
Jeg tror ikke, cyklisterne kører på deres ret, tværtimod, hvis de fik ordentlig information om, at en svingning var forestående, ville de naturligvis holde sig langt væk.
Alle lastbiler og busser har allerede monteret gule positionslys på siden (så der skal ikke installeres eller betales en hel masse). Sæt disse lys i forbindelse med relæet, så det blinker langs hele siden af vogntoget.
Hvor svært kan det være?"
Venlig hilsen
Erik Mathiasen
Toften 8
6840 Oksbøl[add:38]