EU: Modulvogntog en fordel
Modulvogntogene, der til efteråret kører på primært danske motorveje – er en gevinst for hele EUs økonomi. Det fastslår Kommissionen på baggrund af en endnu ikke offentliggjort rapport, som er blevet præsenteret på et møde i Bruxelles, oplyser DTL.
DTL er glad for de positive konklusioner fra rapporten.
"Netop modulvogntog er et vigtigt bidrag til at gøre godstransport på vej mere bæredygtigt og mere energieffektivt, fordi de store lastbiler kan transportere mere med et mindre brændstofforbrug til følge.
I den sammenhæng er det vigtigt at fastslå, at en større europæisk udbredelse af modulvogntog i fremtiden bør hænge sammen med gode forbindelser til godstransport med tog, for de to transportformer komplementerer jo hinanden", siger DTLs EU-chef Søren Hyldstrup Larsen.
Det er dog endnu uklart, om Kommissionen vil benytte undersøgelsens resultater til at ændre EUs regler, så brugen af modulvogntog i flere lande bliver nemmere.
Som det ser ud nu, er det noget, det enkelte medlemsland selv afgør. Det er nemlig fortsat et spørgsmål, der skiller EU-landene, så derfor kan det politisk være vanskeligt at samle et flertal på nuværende tidspunkt i EU.
[add:15]