Mange kommentarer om cabotage-kontrol
Artiklen “Sandheden om cabotage-kontrol”, som vi bragte onsdag, har fået mange kommentarer med på vejen. Vi bringer her et udpluk:
Bjarne Märcher, Solbjerg, der er formand for godsbranchen under 3F i Århus og næstformand i Eksportchaufførernes Landskub, skriver:
“Jeg kan ikke forstå, hvorfor en højstående politimand som Michael Balvits vil blive ved med at benægte kendsgerningerne om kontrol af udenlandske lastbiler. Jeg ved det fra de kontroller, hvor jeg har været kaldt ind, selv hvor jeg har ligget imellem en flok udenlandske lastbiler.
Jeg blev kontrolleret, men de udenlandske biler blev vinket videre. Det har jeg prøvet mere end en gang, og jeg er lidt forbløffet over, at når 55% af lastbilerne er på udenlanske plader, at man så ser et stort overtal af danske biler ved kontrollerne.
Og jeg ved der, hvor jeg har været i kontrol, nemlig Oksekær i Sønderjylland, ca. 15 km fra den tyske grænse, hvor vi alle ved, der er flere udenlandske transporter end danske, forbløffer det mig meget, at ikke flere udenlandske biler bliver stoppet for kontrol.
Så for mig at se er der kun en ting, der spiller ind. Det kan være papirarbejdet eller måske sproget? Så jeg må nok også tilstå, at det, Ole Thorup skriver, faktisk passer meget godt til mine egne observationer .”
Bjarne Märcher
Elleskovvej 10
8355 Solbjerg
Vagn Andersen, Odense har sendt denne kommentar:
“Jeg kan kun give Ole Thorup ret i hans påstand. Man ser ofte udenlandske lastbiler overhale andre lastbiler i overhalingsforbud, og kort tid efter kommer der en motorcykelbetjent og overhaler, og det kan simpelthen ikke passe, at den pågældende betjent ikke har set det - men stoppet, det bliver lastbilen ikke.
Ja, så er der også lige den undskyldning med de manglende ressourcer. Jeg kan huske, at Mogens Wilbert på et møde i Århus stolt kunne sige - i forbindelse med nøjagtig den samme polemik - at man havde sendt 60 betjente på et polsk-kursus, netop for at man skulle kunne tale med polakkerne, som der dengang var flest af blandt de udenlandske chauffører.
Altså er man nu i stand til at kommunikere med de polske chauffører, men sker det? Var det ikke bedre at have brugt ressourcerne på nogle flere kontroller i stedet for et kursus, som ingen har glæde af.
Nej, jeg vil foreslå, at alle danske chauffører får et polsk-kursus, og når man så bliver stoppet, kan man bare tale polsk til betjenten, så skulle man efter al sandsynlighed slippe for videre tiltale - var det en idè?”
Vagn Andersen
Bådvej 31
5240 Odense NØ
Martin Bay, Skævinge skriver:
“Det kan godt være, at Michael Balvits siger, det er noget vås, men jeg har et utal af gange set, når der har været kontrol, f.eks. på Helsingør havn, hvor alle skandinaviske lastbiler bliver kontrolleret, men sjovt nok ikke alle andre nationaliteter - men det er vel også bare noget vås.
Jeg synes, Lastbil Magasinet skulle prøve at følge disse kontroller, for jeg har ikke set mange udenlandske lastbiler, som står hen, fordi de har fået køreforbud.”
Martin Bay
Industrivej 8
3320 Skævinge
Bent Ole Brauer, Risskov har sendt dette løsningsforslag:
“Hvis ca. 55 % af lastbilerne er på udenlanske nummerplader, burde det ikke være svært at overføre tallet, så 55 % af de stoppede lastbiler burde være med ikke danske nummerplader. Eller er det for simpelt?”
Bent Ole Brauer
Mosevej 33
8240 Risskov
[add:123]