AG udvider med 15 nye biler
AG Transport A/S med base i Hillerød har netop fået leveret tre nye R 500 sættevognstrækkere som led i en levering af 15 nye Scania.
De nye biler skal benyttes til virksomhedens mange forskellige transport-aktiviteter, bl.a. stykgods- og distributionskørsel over hele Danmark samt entreprenørkørsel og specialopgaver i både ind- og udland.
AG Transport, der udover transportaktiviteterne også driver lagerhotel i både Hillerød og Århus, er vokset støt, siden vognmand Finn Klarskov købte virksomheden af sine forældre for 11 år siden. Seneste udvidelse af aktiviteterne er etablering af afdelingen i Århus, hvor en del af de nye lastbiler skal sættes i drift.
Over 40 lastbiler
Når de sidste af de foreløbig 15 nye Scania er leveret i løbet af nogle måneder, vil AG Transport råde over godt 40 trækkende enheder samt et endnu større antal påhængsvogne, blokvogne, containere og andet transportmateriel. De nye lastbiler skal anvendes til flere forskellige typer kørselsopgaver.
»Vi får både nyt materiel til distributionskørsel og til entreprenørkørsel, for i øjeblikket er der et højt aktivitetsniveau på alle områder,« siger vognmand Finn Klarskov.
AG Transport har tegnet serviceaftaler på de nye Scania hos Scania Biler A/S i Frederikssund, hvor salgskonsulent Keld Weidinger har stået for handlen.[add:38]