Politiet stoppede biljagt under vanvidskørsel
En chauffør fra GLS fik sig en ubehagelig overraskelse, da han tirsdag eftermiddag parkerede sin varebil for at losse varer på torvet i Silkeborg. Det oplyser TV2.
Motoren kørte, og det var mere end en 36-årig kending af politiet kunne stå for. Manden sprang ind bag rattet og kørte af sted.
Chaufføren fulgte løbende efter, og det lykkedes ham at flå bildøren op og forsøge at få tyven ud, da bilen holdt stille for enden af gågaden, hvilket mislykkedes, da biltyven bakkede i høj fart tilbage ad gågaden.
Chaufføren blev kastet væk fra bilen og landede i et cykelstativ, mens folk måtte springe for livet. En enkelt person blev ifølge politiet ramt af den bakkende bil.
Træ stoppede tyven
En anden af GLS' varevogne forsøgte uden held at stoppe biltyven, mens en kvinde med barnevogn var ved at blive ramt.
Med 100 km/t fortsatte bilen gennem adskillige lysreguleringer. Seks gange kørte tyven over for rødt og fortsatte med en så vanvittig overhaling, at politiet valgte at indstille jagten.
Nord for Silkeborg kørte tyven ind gennem en gård med legende børn. Heldigvis gik alle fri – mens tyven ramte et træ.
Et par bygningsarbejdere fik fat i den 36-årige, som er fra Salling, og fastholdt ham, til politiet nåede frem. Manden var påvirket, men af hvad vides endnu ikke.
[add:94]