Omfattende jagt på gule plader
Tidligere på ugen har SKAT huseret i det jyske, og nu er turen også kommet til Sjælland.
Der var nemlig god fangst af varebiler på gule plader foran golfbaner, idrætsstadions og lystbådehavne, da 14 mand fra Skattecenter Frederikssund gennemførte en kontrolaktion mod biler på gule plader, skriver Frederiksborg Amts Avis.
38 bilejere blev noteret, da skattefolkene var på kontrolbesøg i Frederikssund, Egedal og Frederiksværk-Hundested Kommuner.
»Vi har noteret biler, som holder steder, hvor der med al sandsynlighed ikke er tale om lovlig brug af bilen. Og vi har sat et brev i forruden på bilerne, så føreren har mulighed for at forklare, hvorfor bilen ikke holder hjemme på virksomhedsadressen,« siger fuldmægtig Pia Jensen, Skattecenter Frederikssund ifølge P4 København.[add:94]