Løngaranti koster millioner
Mange millioner kroner i besparelse går fløjten ved en kommende udlicitering af busdriften i Århus.
Det sker som følge af, at politikerne har gennemført en otteårig løn- og ansættelsesgaranti for de ansatte chauffører i det nuværende, regionale trafikselskab, Midttrafik, oplyser Jyllands-Posten.
Midttrafiks bestyrelse besluttede sig i sidste uge for garantien, der vil binde de private selskaber, som byder på busdriften, til højere omkostninger.
Den offentlige besparelse ved udlicitering af busdrift er ellers typisk på en femtedel af driftsbudgettet, siger direktøren i det britisk ejede Arriva, Jan Wildau. Det svarer for bybusdriften i Århus til 70 millioner kroner.[add:98]