Nyt trailer-program fra Morten Tang
Brdr. Graversen, Ejstrupholm har netop fået leveret en ny AMT asfalttrailer med tippelad.
Traileren er leveret af Morten Tang, som i mange år var tilknyttet Lastas, men som nu driver firmaet MTDK A/S i Laurbjerg ved Randers.
AMT tip-traileren er en del af et samlet tiptrailer-program fra Morten Tang. Programmet er bygget over et nyt specialdesignet tiptrailer-chassis i Finkorn stål 690.
Tilpasset danske forhold
Chassiset er tilpasset danske forhold, så belastningen fra læsset passer efter de danske regler med en totalvægt på 48.000 kg med et maksimalt akseltryk pr. aksel på 8.000 kg.
Chassiset er et AMT HD tipchassis med ekstra kraftige top- og bundflanger samt specialforstærkninger ved tværvanger. Dette gør, ifølge Morten Tang, at udbøjningen ved aftipning ikke bliver så stor som ved letvægts-chassiser, og dermed skulle den være mere stabil at tippe med. Sporvidden på AMT-traileren er 2140 mm, hvilket er 100 mm bredere end på et letvægts-chassis.
Til 6 forskellige lad
Denne undervogn er konstrueret for 6 forskellige lad opbygninger i størrelsen 30 til 35 kubikmeter. Kasserne kan leveres som firkantet alukasse, firkantet alukasse med Hardox, ren Hardox 450 kasse i kantet model, alukantet model for asfalt, eller som til Brdr. Graversen i alukasse med Hardox 450 indlæg.
»Fordelen ved et indlæg af 4 mm HARDOX 450 er en meget længere levetid, samt mulighed for at køre andre materialer med større vægtfylde uden problemer,« siger Morten Tang.
Længere levetid
[pic:9152]Han tilføjer, at levetiden på en alukasse med Hardox bund/ indlæg forlænges minimum med 5-6 år, inden den er slidt igennem ved normal brug, samtidig med at vægten holdes nede i forhold til en ren Hardox tipkasse.
Dette gør, at den leverede trailer til Brdr. Graversen med et Heavy duty AMT trailer chassis, alukasse, Hardox indlæg, isolering for asfaltkørsel, rullepresenning, liftaksel og alufælge kun vejer 6.990 kg, oplyser Morten Tang.