Politikere tester lastbil-simulator
Under overskriften "Test din indre trucker" har over 20 folketingsmedlemmer taget imod tilbuddet om at prøve en tur i TSU's mobile lastbil-simulator, der er opstillet foran Christiansborg i dag mellem klokken 12 og 16.
Politikerne er blandt andet medlemmer af Folketingets trafikudvalg, retsudvalg og uddannelsesudvalg. De konkurrerer om, hvem der klarer sig bedst i disciplinerne trafiksikker adfærd og miljørigtig kørsel i lastbil.
Formand for trafikudvalget, Flemming Damgaard Larsen (V), indleder konkurrencen klokken 12, hvor han som første deltager sætter sig bag rattet i lastbilsimulatoren.
Vinderen af konkurrencen kåres klokken 15.45. Joan Hansen, formand for Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL), der er en del af HTS, overrækker et gavekort til en middag for to til restaurant SALT.
ATL står sammen med 3F bag konkurrencen. Baggrunden for initiativet er at vise, at man ved at uddanne chaufførerne, bl.a. i lastbilsimulatoren, kan reducere antallet af trafikulykker.