Farligt gods skal sikres imod terror
Den nye håndbog i kørsel med farligt gods, ADR 2005, er netop udkommet, og den indskærper forholdsreglerne over for terror og anden kriminalitet. De strammere regler drejer sig især om bedre uddannelse af de medarbejdere, der har med håndteringen af farligt gods at gøre.
Desuden skal virksomheder, der transporterer farligt gods med såkaldt høj risiko-potentiale, udarbejde en sårbarhedsvurdering og - på baggrund af den vurdering - en sikringsplan. Kun de virksomheder, der har det på plads, må i fremtiden håndtere den type af gods.
»God sikring er imidlertid lige så meget et spørgsmål om holdninger og adfærd,« udtaler DTL's sikkerhedsrådgiver, Bent Bejstrup.
»At udvælge det rigtige udstyr og procedurer er ikke nok, hvis medarbejderne ikke er med på det. Derfor skal der en holdningsbearbejdning til, og den skal starte på ledelsesniveau med at formulere en klar sikringspolitik/sikkerhedspolitik. Med den i hånden kan virksomheden gennemføre adfærdsændringen blandt medarbejdere, afsendere og samarbejdspartnere. Det er nok den sværeste opgave af det hele.«