Kære sovebusejer...
Overgangsordningen for de nye regler om sovebusser udløber den 1. maj 2005, oplyser Færdselsstyrelsen.
For at minde om datoen sendte Færdselsstyrelsen i går et brev med denne ordlyd til samtlige vognmænd, der har benyttet sig af overgangsordningen:
»Kære sovebus-ejer, overgangsordningen vedrørende de nye regler om sovebusser, som du og mange andre har benyttet sig af, udløber d. 1. maj 2005.
Herefter er der to muligheder:
Sovebusserne kan bringes til at opfylde de nye krav til sovebusser, dvs. krav om sikkerhedsadskillelser foran alle køjepladser og speedometer anbragt synligt for passagererne. Der skal ikke ændres i registreringsattesten.
Sæderne kan fastspændes, således at bussen ikke længere kan anvendes som sovebus, men alene som almindelig turistbus.
Fastspændingen af sæderne i siddestilling skal ske ved hjælp af spændebånd eller lignende. Fastgørelse ved hjælp af »strips« er ikke tilstrækkelig.
Godkendelsen som sovebus skal ophæves. Færdselsstyrelsen har tilladt, at syn og anmeldelse først foretages ved førstkommende syn, dog senest d. 1. februar 2006.«