Horsbøll er kommet godt fra start
Transportbranchens nyeste aktør inden for vejservice og nødhjælp, Star Rescue Europe A/S, har fået en god start.
Mindre end et halvt år efter, selskabet blev etableret, kunne firmaets direktør Orla Horsbøll på transportmessen i Herning fremvise en lang refenceliste over store kunder, der er skiftet til Star Rescue Europe A/S, som han driver sammen med handelsmanden Henry Stender, Vojens.
Egen bjærgningsbil
”Vi har netop investeret i et bjærgningskøretøj,” fortæller Orla Horsbøll og tilføjer, at det er meningen, køretøjet skal overtages af en privat vognmand, som skal have base på DTC i Vejle, hvor også Star Rescue Europe har domicil.
”Der bliver sandsynligvis etableret et selskab med navnet Vejle Bjærgning,” oplyser Orla Horsbøll, som ikke vil udelukke, at der kommer flere bjærgningsbiler rundt om i landet.
Hidtil har Star Rescue Europe benyttet sig af samarbejdspartnere som f.eks. Dansk Autohjælp, når fimaets kunder skulle have hjælp i Danmark.
”Hvis vi kan få en fornuftig aftale med Dansk Autohjælp på det danske marked, er der selvfølgelig ikke behov for at investere i flere biler,” siger Horsbøll.
Vejle og Litauen
Orla Horsbøll har i flere omgange stået i spidsen for Falck Euro Service, der ligeledes tilbyder vejservice og nødhjælp over hele Europa 24 timer i døgnet. Og der er ingen tvivl om, at Horsbølls nye selskab er en direkte konkurrent til Falck, når det drejer sig om køretøjer over 3500 kg.
Star Rescue Europe har egen vagtcentral i Vejle og i Litauen, og derudover har man servicepartnere over hele Europa – udvalgt gennem Orla Horsbølls mangeårige netværk i branchen.
Faste priser
Direktøren oplyser, at kunderne hos Star Rescue Europe ikke skal tegne et abonnement, men kan nøjes med et ”beredskabs-vederlag”. Desuden tilbyder man faste priser på f.eks. dækskift.
”Men vi konkurrerer først og fremmest på responstiden, for det, der betyder noget for kunderne, er, at køretøjerne og godset ikke holder stille ret længe ad gangen,” siger Orla Horsbøll, som i øvrigt har planer om også at etablere en vagtcentral i Sverige:
”Der findes ikke et sådant system i Sverige i dag, og mange europæiske kunder foretrækker at have én samarbejdspartner for hele Skandinavien.”