Køb en flot bil på messen
Hvis du har lyst – og råd – kan du få en langsnudet Volvo NH12 med hjem fra transportmessen i Herning. Det specielle køretøj sælges nemlig på auktion på messen.
Den flotte lastbil kan ses i Hal A, hvor der også er Gocart bane og Volvos og DTL’s arrangement ”Trafiksikkerhed i børnehøjde”.
Når man har kigget den knaldgule, 3-akslede Volvo efter i sømmene, kan man byde den på den internationale internet-auktion www.worldtrucknet.com, der findes på Lastbil Magasinets stand 5230 i Hal F.
Det er Volvo Truck Center Danmark, der har sat bilen til salg på www.worldtrucknet.com. Mindste bud er 475.000 kroner, hvilket er ca. halvdelen af bilens nypris.
Der kan bydes på alle messedage. Højeste bud over 475.000 kroner får bilen med hjem. Alle, der byder, får desuden en gave.
Bilen er en Volvo NH12 6x2, årgang 2000 med en akselafstand på 4600 mm og ekstra stort førerhus. Det var den første Volvo NH12, der kom til Danmark, og den har kørt som showtruck for LEGO.
Bilen har kun kørt 178.000 km og fremstår som ny. Førerhuset er betrukket med læder og har masser af udstyr.