Fire store transportmesser på samme tid
"Vi har udstillet på transportmessen i Herning i nogle år, og i begyndelsen kiggede vi lidt, da vi nærmest blev anvist en bar mark som udstillingsareal. Men i de senere år er messen blevet mere og mere professionel, og i år er messen fuldt på højde med de udenlandske."
Det siger informationsdirektør Gerd Rohrsen, Schmitz Cargobull, til Lastbil Magasinet. Og han har travlt. For netop i denne uge er der fire store transportmesser i gang i Europa, nemlig i Lyon, Leipzig, Birmingham - og så Herning.
"Det kan godt være et problem at nå rundt til det hele, for det stiller store krav til os at få materiellet ud til alle messer. Vi kan ikke være alle steder på en gang, og normalt har vi en bestand af faste trailere, der udelukkende bruges til udstillinger. Men i år har vi måttet sætte ekstra kræfter ind, for vi vil jo gerne vise det bedste alle steder,"” siger han.
Nye produkter
Schmitz Cargobull har i øvrigt indledt serieproduktionen af en helt ny generation frysetrailere med foldedøre, oplyser den tyske trailerproducent.
For at opnå en større lasteevne og en forbedret stabilitet er alle samlinger på den nye generation limet, og via en række indbyggede profiler i siderne er det nu muligt at forsyne traileren med dobbeltdæk.
Den nye trailer har plads til 33 paller, som kan udvides til det dobbelte ved installering af dobbeltdæk.
På sin stand i Herning viser Schmitz også sin nye Mega gardintrailer, der ved hjælp af super single dæk opnår op til tre meters indvendig højde - desuden vises en række andre produkter.