Billige grunde ved motorvejen
Mange transportfirmaer flytter i disse år så tæt på landets motorveje som overhovedet muligt. De fleste vil helst ligge direkte til motorvejen, men hvis man kan nøjes med anden række, så har Skanska et godt tilbud i det østjyske.
Nærmere betegnet tæt på motorvejen ved frakørsel 51 Skanderborg N ved McDonalds og Shell. Det er på modsat side af "flyvemaskinen" og DHL.
Her råder Skanska over et områder på ca. 100.000 kvadratmeter, som man nu sælger til en kvadratmeterpris på under 200 kroner. Til sammenligning er prisen på "façade-grundene" direkte til motorvejen 350 kroner pr. kvadratmeter.
»Tilsvarende grunde på den anden side af motorvejen koster 212 kr. pr. kvadratmeter, og den pris kan vi gå væsentlligt under,« siger projektudvikler Niels Parmo Christensen fra Skanska.
Målrettet kampagne
Han lægger ikke skjul på, at efterspørgslen efter grundene i anden række er så stor som efter façade-grundene, og det er årsagen til, at priserne nu sættes ned.
»Vi tager nu konsekvensen af den mindre efterspørgsel og laver derfor en målrettet kampagne mod transport og logistikvirksomhederne, med det budskab, at vi er indstillet på at sælge disse arealer til en stærkt nedsat pris,« siger Niels Parmo Christensen, der fremhæver områdets attraktive beliggenhed ca. 20 minutter fra Århus og umiddelbart syd for motorvejs-udfletningen ved Århus samt det store firkløver-motorvejskryds, som forbinder den kommende motorvej til Silkeborg-Herning området med E45.
Ingen afgift
Skanska forventer, at byggeriet på grundene kan påbegyndes til september. Forinden skal området overføres til byzone, og en ny lokalplan skal udarbejdes. Bebyggelses-procenten er 50 procent, og den maksimalt tilladte bygningshøjde forventes at blive 12,5 meter, oplyser Niels Parmo Christensen.
»I modsætning til trekants-området har denne beliggenhed den fordel, at Skanderborg Kommune ikke opkræver den årlige dækningsafgift. I
trekantsområdet betaler virksomhederne hvert år 9-10 promille af
bygningsværdien i afgift til kommunerne,« siger Niels Parmo Christensen.