Engelsk busfirma etablerer sig i Danmark
Engelske Optare, som sidste år skabte sig et europæisk gennembrud ved at sælge syv busser til HUR i København, har truffet aftale med MCM Karrosseri A/S i Aabenraa om salg og distribution i Danmark af Optare Solo-modellerne.
Straks i starten af det nye år har Optare modtaget en ordre på yderligere to busser, der skal køre i Helsingør for HUR.
I forbindelse med kontrakten med Optare har MCM truffet aftaler med værksteder i København og Århus omkring servicering af busserne, og et antal mekanikere har allerede været på kurser i England for at lære de nye busser at kende.
MCM har specialiseret sig i at ombygge køretøjer, især minibusser til transport af bl.a. handicappede passagerer.