Arla-chauffører skal ned i løn
845 Arla-chauffører skal måske af med mellem 25.000 og 75.000 lønkroner om året.
Det står klart efter forhandlingsrunder mellem arbejdsgiverne og de faglige organisationer, oplyser SiD.
Ifølge Mejeribrugets Arbejdsgiverforening er transporten af mælk alt for dyr - ikke mindst fordi arbejdsgiverforeningen, som hovedsageligt består af Arla Foods, er part i den såkaldte fællesoverenskomst.
Vil have indrømmelser nu
Havde man i stedet været omfattet af overenskomsten mellem ATL - Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik - og SiD ville det være næsten 30 kroner billigere i timen per chauffør, mener arbejdsgiverne.
Mejeribrugets Arbejdsgiverforening og Arla har i første omgang givet fagforeningerne besked om at give indrømmelser nu.
I modsat fald truer mejerierne med at udlicitere kørslen af mælk til private vognmænd for at opnå en besparelse på op mod 39 millioner kroner, siger SiD.