Unfair konkurrence fra Post Danmark
Vi har modtaget dette indlæg fra adm. direktør Ole Larsen, Mini Trans A/S:
"Post Danmarks tvivlsomme metoder
- fodfejl eller strategi?
For nyligt offentliggjorde Konkurrencestyrelsen sin afgørelse der – uden den mindste tvivl – fastslog, at Post Danmark havde udsat en konkurrent for unfair konkurrence på distribution af reklametryksager. Ikke desto mindre forsøgte Post Danmark at bortforklare fakta, inden dommen var publiceret. Var overtrædelsen af konkurrencelovgivningen og den kluntede offentliggørelse mon bare en fodfejl?
Det er en kendsgerning, at Post Danmark har monopol på omdeling af de mindre breve. Det er ligeledes en kendsgerning, at Post Danmark er en meget stor spiller på større breve, pakkepost og beslægtede tjenesteydelser. Derfor lukkes Post Danmark selvfølgelig ind hos kunder, der har disse behov med henblik på etablering af netop den løsning, som passer den enkelte virksomhed.
Ønsker fair vilkår
Det er ligeledes en kendsgerning, at den nuværende regering ønsker Post Danmark solgt til højestbydende. Derfor er det vigtigt, at Post Danmark fremstår attraktiv og indbydende overfor potentielle købere,
Heri er intet forkert - når blot konkurrencen sker på fair vilkår. Det var ikke tilfældet omkring reklametryksagerne, og det havde klædt regeringen, at den utvetydigt havde meddelt sin utilfredshed hermed.
For få år siden gik Post Danmark ind på markedet for hastetransport og hasteforsendelser – en serviceform som egentlig er fremmed for dem. Post Danmark betjener da også, fornuftigt nok, denne del af markedet gennem et 100% ejet datterselskab.
I transport- og kurérbranchen er vi mange virksomheder, der dagligt mærker, hvordan Post Danmark benytter sin centrale position hos kunderne til at sikre, at alle deres services markedsføres.
Urimelig konkurrence
Nu står vi igen over for en portostigning hos Post Danmark samtidig med, at monopolet udnytter sin markedsposition til at markedsføre services. Det påfører os andre i branchen unfair konkurrence.
Vi oplever, at Post Danmark – betalt af monopolets midler - aktivt sælger ydelser for datterselskabet, som derved spares for markedsførings-omkostninger. Besparelsen udnyttes blandt andet til at reducere priserne for hastetransporten, hvilket igen betyder, at vi som branchens øvrige udbydere stilles urimeligt i konkurrencen.
Er der mon tale om fodfejl eller helt bevidst strategi?
Mejeriagtige tilstande
Hvad sker der i fremtiden, hvis Post Danmark får lov at fortsætte denne udvikling? Risikoen er, at vi vil se mejeriagtige tilstande, hvor de mange udbydere erstattes af en altdominerende udbyder. Er det dét, regeringen ønsker skal ske?
Jeg tvivler på, at en liberal, borgerlig regering, ud fra et ønske om at maksimere et salgsprovenu, egentlig ønsker, at konkurrencen skævvrides. Men det er det, der er tilfældet. For hele branchens skyld håber og forventer jeg, at regeringen fremover vil sikre fair konkurrence, også selvom det måtte medføre en lidt lavere salgspris for Post Danmarks aktier."