23948sdkhjf

Én ud af ti bruger stråmand

I hvert tiende vognmandsselskab er den officielle leder ikke den person, som reelt styrer firmaet. Det viser en stikprøvekontrol, som Færdselsstyrelsen netop har foretaget.

Undersøgelsen omfatter kun virksomheder, hvor ejeren og den officielt ansvarlige leder ikke er identisk.

»Det er meget. Det viser, at det, som Færdselsstyrelsen gør, og som vi har bedt om i flere år, er det helt rigtige. Det er den vej, som man desværre er nødt til at gå,« siger Morten Lindbo, vicedirektør i DTL, om kontrollen.

»Vi havde ikke forventet, at det var så mange, selv om vi jo heller ikke havde forventet, at tallet var 0. Det er et tydeligt bevis på, at der er et stort behov for den slags kontroller,« mener Morten Lindbo.

Ud i marken

Undersøgelsen er en del af Færdselsstyrelsens nye målrettede stikprøvekontroller blandt virksomheder inden for vognmands- og busbranchen. I år bliver der hvert kvartal sat fokus på et bestemt område, og i dette tredje kvartal blev fokus rettet mod ”prøvelse af selskabers reelle ansvarlige leder”.

I henhold til gods- og buskørselsloven skal selskaber have en ansvarlig leder, der rent faktisk også står for virksomhedens drift. Desuden skal personens faglige kvalifikationer være i orden og lønnen mindst 180.000 kroner om året.

»Det siger noget om, at ejerskabs-strukturen er så kompliceret, at man er nødt til at komme ud af lokalerne i Adelgade og se på, hvordan tingene foregår i virkeligheden ude i virksomhederne. Og det bifalder vi meget,« siger Morten Lindbo.

Løfter kvaliteten

Færdselsstyrelsen har før foretaget kontroller i branchen, men nu sker det mere målrettet end tidligere. Styrelsen regner med at gennemføre en lignende kontrol af stråmandsproblemet næste år.

»Vi havde ikke nogen klare forventninger på forhånd, da det er en forsøgsordning. Men ud fra de tilbagemeldinger, vi har fået, så har det en klar præventiv effekt, og det er med til at løfte kvaliteten i erhvervet,« siger Theo Rabenberg, kontorchef i Færdselsstyrelsens tilsynsafdeling.

Det koster dyrt at blive afsløret i at bruge en stråmand. De virksomheder, der blev afsløret i kontrollen, har alle fået inddraget deres kørselstilladelser. Altså reelt det samme som lukning af virksomheden, hvis ikke man vælger at køre ulovligt.

Rod i lønnen

Af de virksomheder, hvor lederen fik det grønne stempel, havde knap halvdelen desuden rod med aflønningen. Dog ikke i et omfang, der gav anledning til så drastiske konsekvenser.

»Typisk har der været tale om, at det ikke kun var direkte aflønning, men i stedet i form af forskellige ydelser. Det er også noget, vi tager meget alvorligt, men slet ikke på samme niveau. De pågældende selskaber fik en advarsel,« forklarer Theo Rabenberg.

Størstedelen af selskaberne inden for gods- og buskørsel har samme ejer og ansvarlige leder og er derfor ikke med i undersøgelsen. Færdselsstyrelsen ønsker ikke at oplyse, hvor mange virksomheder, der blev kontrolleret. Det kommende kvartal er det overtrædelse af vejtransportlovgivningen, der vil blive belyst i den næste stikprøve.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156