Simulator til lastsikring
Det sidste nye på lastsikringsområdet er en lastsikringssimulator, der skal bruges i undervisningen af godschauffører.
Transporterhvervets UddannelsesRåd - TUR står bag udviklingen af den ny lastsikringssimulator, som er blevet opbygget i en særlig dansk udgave på Selandia - Center for Erhvervsuddannelse.
Den danske version af simulatoren er en mobil simulator, som på få minutter kan opstilles ude i de virksomheder som ønsker en uddannelse i lastsikring.
Simulatoren er bygget på et veksellad der kan benyttes til krog- og wirehejs samt 3-vejs tip, oplyser TUR.
Simulatoren er blevet til i forbindelse med et EU-projekt. Ladkassen har fast forsmæk, gardinpresenning, skydetag samt to bagdøre. Der findes indvendige lastsikringsanordninger og sidefjæl i den ene side. Ladrammens kantskinner er udstyret med huller til surringskroge, og bunden har skridsikkert trægulv, surringsøjer og huller til tømmerstokke.
Endvidere findes der udskiftelige bundplader således at friktionen kan ændres.
Når eleverne har surret og sikret godset på laddet kan simulatoren tippes baglæns eller til en af siderne og dermed simulere den påvirkning godset udsættes for, f.eks. under kraftig opbremsning eller ved sideværts påvirkning ved indkørsel i en rundkørsel.