Selvkørere slipper ikke
Selvkørende vognmænd slipper ikke for EU's kommende arbejdstidsdirektiv. Der var juridisk tvivl, om direktivet også ville omfatte denne gruppe, men de selvkørende vognmænd bliver også omfattet af de kommende ændringer, oplyser DTL.
Tvisten opstod, da Finland og Spanien lagde sag an ved EF-Domstolen for at få de selvkørende fritaget for det nye direktiv om arbejdstider. De to lande mente, at det ville gøre det svært at drive virksomhed på tværs af EU's grænser, ligesom de argumenterede for, at selvstændige erhvervsdrivende ikke faldt under kravene for arbejdsmiljø.
Domstolen valgte dog at feje argumenterne af bordet til fordel for hensynet til sundhed og trafiksikkerhed. Derfor ser man gennem fingre med begrænsningerne i den frie bevægelighed.
Fra dansk side udtrykker DTL tilfredshed med, at der nu trods alt er klarhed om juraen.