Vejskat et skridt nærmere
IAA/HANNOVER: Firmaet Toll Collect, der står bag den tyske vejskat, er nu så langt med den tekniske udvikling, at de netop har taget fat på en egentlig generalprøve af systemet, der kommer til at gælde for alle lastbiler over 12 tons, der benytter de tyske motorveje efter den 1. januar 2005.
"De tekniske forudsætninger for Maut-starten er i orden," sagde bestyrelsesformanden for Toll Collect, Christoph Bellmer, i går på et pressemøde på transportudstillingen IAA i Hannover.
Generalprøven var oprindelig planlagt til den 1. oktober, men de indledende tests er forløbet så tilfredsstillende, at konsortiet har valgt at gå i gang med generalprøven allerede nu. Den løber frem til den 30. november.
Stadig problemer
Der er dog stadig problemer med Mauten. De er ikke af teknisk karakter, men skyldes, at der i øjeblikket kun er ca. 80.000 On-Board Units i drift, men at det skønnede tal, som der er brug for til nytår, er på ca. 500.000 enheder.
"I øjeblikket ligger vi inde med 20.000 bestillinger, men hvis vi skal nå de 500.000, skal der komme langt flere bestillinger. Så jeg kan frygte, at mange bestillinger kommer for sent, så værkstederne ikke kan nå at følge med," sagde Christoph Bellmer.
De lastbiler, der efter den 1. januar benytter de tyske motorveje uden at have betalt vejskat, kan imødese bøder.
I den kommende tid gennemfører Toll Collect i øvrigt informationskampagner i 25 lande - bl.a. Danmark.