Alle blev en smule klogere
Lastbilteknik og trafiksikkerhed hænger nøje sammen. Sådan opfattede de tilstedeværende børnefamilier det, da Slagelse i weekenden var vært for Selandias fagmesse og DTLs »Trafiksikkerhed i Øjenhøjde.«
Begge arrangementer blev holdt på samme tid og næsten samme sted.
»Kombinationen mellem de to arrangementer viste, at de teknisk faglige områder udmærket går hånd i hånd med en styrkelse af transporterhvervets image. De mange børn fik en god oplevelse af at sidde i en lastbil, mens deres forældre fik et nærmere kendskab til de forskelle, der nu en gang er på en stor lastbil og deres egen personbil.
Jeg er sikker på, at alle blev en smule klogere på det trafiksikkerhedsmæssige område", siger formanden for dTL's kreds 11, Frederik Christensen, der sammen med sin bestyrelse stod for det flotte arrangement med godt 300 besøgende.