Bonus til Færdselsstyrelsens chef
Direktør i Færdselsstyrelsen, Carsten Falk Hansen udførte åbenbart et ekstraordinært godt stykke arbejde i 2002. I hvert fald har hans arbejdsgiver - den danske stat - belønnet ham med en ekstra bonus (resultatløn) på 85.000 kroner.
Resultatlønnen bragte i 2002 direktørens bruttoløn op på 918.606 kroner. Det placerer ham som nummer 26 på lønningslisten blandt direktører ansat i staten.
Chefen for Statens Bilinspektion, Jesper Hansen har dog, ifølge sin statslige arbejdsgiver, gjort det endnu bedre, idet han indkasserede en bonus på 100.000 kr., så hans samlede gage i 2002 blev på 984.611 kr. Jesper Hansen er nummer 12 på hitlisten.
Zacchi i top
En anden direktør med tilknytning til transportbranchen, Ole Zacchi, der er chef for Danmarks TransportForskning, måtte nøjes med 40.000 kr. i bonus. Men da han som forhenværende departementschef i trafikministeriet har høj anciennitet, kunne han alligevel opnå en bruttoløn på 1.095.417 kroner plus pensionstillæg.
Gagen giver ham en tredjeplads på listen, kun overgået af direktøren for ToldSkat, Ole Kjær og Finanstilsynets direktør, Henrik Bjerre-Nielsen.
Oplysningerne stammer fra Jyllands-Posten, der har sat sig for at finde ud af, hvad der ligger til grund for de statslige direktørers resultatløn.