Ny konkurrent til Posten
Den amerikanske kæde Mail Boxes Etc. er nu klar til at tage markedsandele fra Post Danmark. Den 20. januar åbner den amerikanske kæde sit første "postkontor" i København og inden for det næste halve år er Mail Boxes efter planen parat med en filial i Odense.
Kæden er baseret på franchise-princippet, som det f.eks. kendes fra McDonalds, og det lille vedhæng Etc. i firmanavnet vidner om, at Mail Boxes tilbyder langt mere end blot postekspedtion. Mail Boxes er populært sagt en blandet landhandel, kerneproduktet er dog postekspedition, samt distribution.
Mail Boxes ejes af giganten UPS - United Parcel Services.
Store i USA
"I USA har Mail Boxes 4600 filialer, så vi forventer os en del af det danske marked," siger Søren Gønge til Lastbil Magasinet. Han er i forvejen direktør og ejer af distributionsfirmaet DanX, København, samt indehaver af rettighederne til at udstede licenser for franchise-tagere i Danmark.
Til at lede Mail Boxes i Danmark har Søren Gønge ansat den tidligere logistikchef i DanX, Kristian Skov, mens Gønge selv er bestyrelsesformand i den danske afdeling af Mail Boxes, hvis kommende filialer ud over de normale post-faciliteter bl.a. rummer computere med Internet-adgang for turister og forretningsfolk, samt et mini-trykkeri i form af farveprintere.
Fra start til slut
"Vi forhandler i øjeblikket med en fynsk franchisetager, og jeg regner med, at vi kan åbne en filial i Odense inden sommerferien," siger Søren Gønge og tilføjer, at kæden trinvis vil udvide forretningsområdet til det øvrige Danmark.
Mail Boxes er som nævnt et meget bredt koncept, og målgruppen er fortrinsvis private kunder, samt mindre erhvervs-virksomheder.
"Vi kan håndtere al post, dog har Post Danmark jo monopol på breve op til 150 gr., så på det område samarbejder vi med dem. Men alt, hvad der ligger over den vægtgrænse, kan vi distribuere via andre kanaler. Vi tager os af forsendelser hele vejen fra start til slut: Alt fra at emballere dem, frankering og den videre distribution," siger Søren Gønge.
Vil samarbejde med vognmænd
Ifølge bestyrelsesformanden er Mail Boxes meget åbne over for et samarbejde med vognmænd, idet kæden ikke selv råder over biler.
I Københavns-området bliver DanX af naturlige grunde en af transportørerne.
"Men på Fyn skal vi også have fundet transportører, når den endelige åbningsdag for filialen i Odense ligger fast," siger Søren Gønge.
Læs også: "Chauffører blev vognmænd"