Succes med salg af slædelifte
Ud af de knap 200 lifte, som er solgt, siden Knud Hansen Service A/S startede importen af den italienske Anteo lift i foråret 2001, har slædelifte til trailere været det mest succesfulde produkt, oplyser Jesper Møller fra firmaet i Padborg.
Anteos liftprogram spænder fra en 400 kg indvendig lift til kassevogne op til en 3000 kg slæde-foldelift. Derudover fremstiller den italienske lift-producent forskellige speciallifte, bl.a. "halve" lifte, faste foldelifte til undermontering, 750 kg varevognslifte med monteringsbeslag, som passer direkte på chassiset til de forskellige køretøjsfabrikater, og en dobbeltfoldet slædelift.
Ny fabrik
For at sikkerheden er i top, er alle udvendige lifte forsynet med gule diodelamper, som blinker, mens liften er i drift. Derudover er alle betjeningsbokse forsynet med 2-hånds betjenings terminaler, oplyser Jesper Møller, som endvidere fremhæver de dobbeltvirkende tilt-cylindre, der sørger for en hurtig åbning af liftpladen.
Anteo fremstiller selv både liftcylindrene og aluminiums liftpladerne. I løbet af foråret tager den italienske virksomhed en helt ny fabriksbygning i brug i Bologna.